Dansktopfænomen klar med julesang

I foråret 2019 fik Mathis Vincent Davidsen fra Holbæk et brag af en debut, da han vandt Mentorprisen ved Dansktopprisen 2019. Debutsangen ”Da singlerne blev støvet af” fik efterfølgende 15 uger på Dansktoppen. Det mest af tiden på tredjepladsen.
Nu er 17-årige Mathis, der har droppet efternavnene, klar med sin næste single, julesangen – ”Jul nu”.
Kenneth Frej Raaberg, der 2 gange har leveret et bidrag til P3s ”Uundgåelige”, er komponist og har skrevet teksten sammen med den unge artist.
Carsten Mortensen, også kendt som ”Mintman”, har produceret og indspillet julesangen ”Jul nu”  i ”Minthouse studio” nær Holbæk.
”Mintman” er en herre der har en del på samvittigheden, for eksempel Outlandish-hittet ”Aicha”, Isam Bs udgave af ”I Danmark er jeg født” samt Olly Murs album ”Right Place, Right Time.
Med på kor har Mathis fået sangerinden Christina Undhjem, der lagde stemme til julehittet ”Let Love be Love” helt tilbage i 1998.
– Vi mødtes her i efteråret for at arbejde med en helt anden sang. På et tidspunkt kom vi til at tale om, at det kunne være sjovt at indspille en julesang. Så det begyndte vi at arbejde med sidst i oktober og nu er sangen klar til at blive udgivet, fortæller Mathis og indrømmer, at der er blevet arbejdet på højtryk.
– Men i ”Minthouse” er man aldrig for sent ude, har jeg opdaget!
Når kalendere viser den 1. december, bliver ”Jul nu” udgivet. En sang, der stilmæssigt er lidt anderledes end debutsinglen fra foråret, men Mathis forsikrer, at den både er et emne for Dansktoppen og i overensstemmelse med den tradition der er for julesange.
Mathis har dyrket sin store passion for sang og musik det meste af sit liv.
Som 9-årig sendte hans forældre ham til undervisning på Musikskolen i Holbæk. Det er med afsæt her, at den unge musiker er kommet i kontakt med de rette mennesker, der har kunnet sætte skub i hans musikalske karriere.
Sideløbende har han spillet med i forskellige bands, ligesom han har et fast musikalsk samarbejde med en kammerat. Makkerparret har hen oversommeren optrådt flittigt på lokale musikfestivaler i Holbæk og omegn.
Mathis håber at publikum vil tage god imod hans nye julesang. Så må tiden vise, om han har formået at bidrage med endnu en klassiker til den i forvejen righoldige julesangskat.

Foto: Laila Versemann, fotograf & designer, Holbæk.

Minthouse Studio
Løvenborg Alle´32 . |  Regstrup  4420
+45.5037.1450    |   +45.7199.1028
Denmark | http://www.minthousestudio.dk

Lignende artikler