Pedal-Ove – “Det var ikke mig”

Pedal-Ove i sit sidste interview: ‘Det er jo uopklaret. Og det er det, der nager mig’

Der var særligt én ting, der nagede hovedpersonen i en af danmarkshistoriens mest omtalte drabssager – Ove Hansen, der bedre var kendt som Pedal-Ove.

Det fortalte han i sit sidste interview, som fandt sted tre uger før, at han i weekenden sov ind efter kort tids sygdom.
»Det er jo lidt mærkeligt. Man tror, efter så mange år, at alting er glemt, men det er det heldigvis ikke, og det er jeg glad for. For der er altså stadig nogen, der går rundt og har dårlig samvittighed et eller andet sted. Det er jo uopklaret. Og det er det, der nager mig,« fortalte den 75-årige mand i et interview med TV 2 Nord.
Ove Hansen, der fik tilnavnet ‘Pedal-Ove’ som følge af sin beskæftigelse som fritidsmusiker, blev landskendt i 1982, da han blev dømt for at have dræbt sin ekskone, Brita Hansen.
Hun var den 12. december 1981 forsvundet sporløst, og først syv måneder senere blev hendes lig fundet i havnen.
Det viste sig, at hun var blevet kvalt.
Pedal-Ove blev dengang sendt i fængsel i 12 år, men 10 år senere blev han frikendt.
Journalister fra DR havde gravet nye detaljer frem i sagen – blandt andet to vidner, der gav Pedal-Ove et alibi.
Sagen blev senere kendt som ‘danmarkshistoriens største justitsmord’.
Brita Hansens drabsmand er dog aldrig blevet fundet – og for nylig kom sagen endnu en gang på alles læber, da der i november er udkommet en ny bog om sagen, ligesom der på TV 2 er kommet en ny dokumentar ved navn ‘Mysteriet om Pedal-Ove’, der genåbnede diskussionen endnu en gang.
Den rejste nemlig tvivl om vidnernes forklaring og om Pedal-Oves alibi.
Til TV 2 Nord fortalte Pedal-Ove i interviewet for tre uger siden, at han fastholder sin uskyld.
Sagen optog også Pedal-Ove på hans dødsleje, hvor han valgte at give en sidste besked til sin søn, Mads Hansen:
»’Du skal bare vide én ting: Det var ikke mig, der slog din mor ihjel. Det er en anden idiot, der har gjort det’,« sagde han angiveligt på dødslejet til sønnen, fortalte Mads Hansen i weekenden i en sms til TV 2.
Ove Hansen døde lørdag aften på Aalborg Universitetshospital som følge af en lungebetændelse.
Af den grund har TV 2 valgt at udskyde det tredje og sidste afsnit af dokumentarserien om sagen.

Lignende artikler